Esquina Homero Manzi og Sur

Hvem Homero Manzi var

Homero Manzi blev født som Homero Nicolás Manzione Prestera den 1. november 1907 i Añatuya i provinsen Santiago del Estero. Wikipedia kalder ham tangotekstforfatter og også filmskaber. Han arbejdede kortvarigt som journalist og underviste derefter i litteratur og spansk, indtil politiske årsager knyttet til hans medlemskab af Unión Cívica Radical førte til, at han blev udelukket fra undervisningen, hvorefter han vendte sig mod kunsten. Han døde i Buenos Aires den 3. maj 1951 af kræft, 43 år gammel. I 1935 havde han deltaget i de tidlige dage af FORJA, en politisk gruppe, som Wikipedia beskriver som folkelig nationalisme.

Sange og filmmanuskripter

Manzi arbejdede i to medier. I 1934 grundlagde han et magasin kaldet Micrófono, der dækkede radio og argentinsk film, og han var medforfatter til manuskriptet til Nobleza Gaucha, der havde premiere i 1937. Fra 1940 skrev han manuskripter sammen med Ulyses Petit de Murat, og ifølge Wikipedia vandt parret Sølvkondoren for bedste bearbejdede manuskript i 1943 for The Gaucho War. Inden for tango er han mest kendt for tekster sat til musik af Aníbal Troilo og Lucio Demare: Sur, Barrio de tango, Malena og Che bandoneón. Wikipedia nævner også film som The Caranchos of Florida (1938) og Savage Pampas (1945) blandt hans credits uden at angive hans rolle i hver enkelt.

En digter fra sydsiden

Spansk Wikipedia fortæller, at Manzi tilbragte sin ungdom i Pompeya, en bydel i byens sydlige del, og at den inspirerede mange af hans tangoer; en gade der bærer nu hans navn. Stedets egen hjemmeside siger det enkelt: et enkelt værk som Sur er nok til at beskrive Manzi som en Buenos Aires-mand. Den følelse af en digter bundet til sine gader er den idé, denne café er bygget op omkring.

Sangen Sur

Sur har musik af Aníbal Troilo og tekst af Manzi. Wikipedia fortæller, at Troilos orkester første gang indspillede den 23. februar 1948 med Edmundo Rivero som sanger, og at den udkom samme år på RCA Victor. De samme kunstnere opførte den første gang live på en natklub i Buenos Aires ved navn Tibidabo. Sangeren foretog to små ændringer i teksten med Manzis godkendelse; den ene erstattede 'florando' med 'flotando', og det blev den almindeligt anerkendte version. Blandt coverversionerne findes indspilninger af Julio Sosa, Nelly Omar, Roberto Goyeneche og Andrés Calamaro. Wikipedia tilføjer, at Troilo og Manzi havde andre hits i 1940'erne, men ingen kunne måle sig med Sur, som den kalder den tango, argentinerne måske elsker højest.

Aníbal Troilo, den anden halvdel af Sur

Aníbal Troilo blev født i Buenos Aires den 11. juli 1914 og døde den 18. maj 1975. Kendt som Pichuco, et navn hans far gav ham, var han bandoneónspiller, komponist, arrangør og orkesterleder, og Wikipedia fortæller, at hans orkester var blandt de mest populære hos selskabsdanserne i tangoens guldalder. Manzi skrev teksten til Troilos musik i Sur, Barrio de tango og Che bandoneón, og efter Manzis død i 1951 skrev Troilo Responso til hans minde. Edmundo Rivero, som sang Sur i 1948, indspillede senere igen med Troilo, blandt andet albummet Tango recio fra 1963.

Hvad sangen handler om

Wikipedia beskriver Sur som en elegi for en tabt kærlighed, udspillet blandt vartegn på Buenos Aires' sydside, og som en klagesang over, hvordan kvarteret har forandret sig. Hjørnet af San Juan og Boedo er et af de steder, sangen nævner, og Buenos Aires' byturisme siger, at hjørnet blev udødeliggjort af digteren i den. Denne guide citerer ikke teksten; en messingplade på selve caféens væg bærer den, og enhver indspilning lader dig høre den sunget.

Hør den, før du tager afsted

Enhver streamingtjeneste har 1948-indspilningen med Troilos orkester og Edmundo Rivero, og de senere covers er en god sammenligning: Julio Sosa, Roberto Goyeneche og Andrés Calamaro synger den alle forskelligt. Prøv derefter Malena, som Wikipedia daterer til 1941 med musik af Lucio Demare, og Che bandoneón fra 1950. Tyve minutters lyttetid forandrer aftenen: showet er bygget op omkring Manzis repertoire, så du vil genkende sangenes form, når de begynder, og du kan følge dem, selv når ordene er på spansk. Spansk Wikipedia fortæller, at Malena blev inspireret af og dedikeret til Nelly Omar, en af de sangere, der senere indspillede Sur, hvilket forbinder to af disse sange.

Bordet, hvor den blev skrevet

Buenos Aires' byturisme fortæller, at Manzi skrev Sur i 1948 ved et af caféens borde, og den spanske Wikipedia-artikel om stedet siger, at han skrev den der. Byens artikel om Boedo-tango tilføjer, at han også skrev teksten til Che, bandoneón der, og beskriver caféen som et typisk Buenos Aires-tangohus, hvor en gæst kan spise og se et show. Tag det som caféens tradition, bakket op af byen. Stedets egen hjemmeside fortæller, at de musikere, der gjorde tango til byens mest repræsentative kunstform, gik gennem caféens borde, hvilket er den samme historie fortalt fra den anden side af disken.

En café med mange navne og plaketter

Stedet fortæller, at baren på dette hjørne blev bygget i 1927 og blev et symbol på byens urbanc kultur i 1940'erne. Buenos Aires' byturisme oplyser, at nogle lokale kan huske en bar her helt tilbage fra 1914. Den nævner først baren El Aeroplano, derefter Nippon fra 1937, efter at japanske partnere købte den, så Canadian fra 1948, og oplyser, at det nuværende navn stammer fra 1981. Caféen lukkede den 6. marts 1999 og genåbnede i 2001 efter en restaurering, der bevarede de oprindelige facader. Flere plaketter pryder facaden, blandt dem en fra Senatet, der erklærer hjørnet for et nationalt historisk sted, og malet skrift over vinduerne angiver Manzi-tangoer med deres komponister og årstal. Ti minutter udenfor i dagslys er tiden godt brugt.

Fra cafébordet til scenen

I dag er caféen et tango-dinnerhus. Stedet beskriver et show bygget op omkring Manzis kompositioner med hyldester til Carlos Gardel, sat i det, de kalder tangoens guldalder, med femten kunstnere på scenen. Wikipedia daterer denne guldalder til omkring 1935 til 1952, så Sur hører til dens senere år. Programmerne skifter, så intet nummer er lovet, men aftenen er bygget på de sange, der satte dette hjørne i byens erindring. Du sidder på det hjørne, som sangene gjorde berømt.

Læs næste: Homero Manzi-tangoforestilling: billetter

Hvem er dette ikke for

Besøg hjørnet for historiens skyld, og du kan blive skuffet: det er en fungerende restaurant, ikke et museum. Et tangoshow om aftenen er den vigtigste grund til at gå ind. Hvis du vil have teksterne forklaret linje for linje, så læs en oversættelse først, da Manzi skrev på spansk. Og hvis du foretrækker små lokaler, så husk, at salen er stor; billetguiden fortæller mere om det. Showet er heller ikke et foredrag: det præsenterer tango frem for Manzis biografi, så læs historien om hjørnet her på forhånd, hvis det betyder noget for dig.